Klart Sprog, Klart Sind

Repræsentativitet, optagelseskrav og racekvotaer

Fornylig skrev politibetjent Mahmoud El-Hassan i Politiken en artikel som advokerede for lavere optagelseskrav i det danske politi. Mahmouds argumentation går på at ikke-vestlige personer er underrepræsenterede i politiet. Artiklen nævner specifikt tallene 7% og 1.2% som er hhv. deres andel af befolkningen og deres andel af ansatte i politiet. Han skriver:

“Det er afgørende for tilliden til politiet og for opklaringsarbejdet, at flere nydanskere trækker i politiuniformen. Hvis alle betjente er to meter høje jyder med blondt hår og blå øjne, vil mange borgere ikke kunne genkende sig selv i styrken. Det er et af de vigtigste signaler på synlig integration, når nydanskerne kan se en af deres ’egne’ som politimand. Vi må spørge os selv, om de krav, vi stiller for at blive optaget på uddannelsen, er hensigtsmæssige på sigt.”

Altså, det handler om det fælles bedste, nemlig at også borgere fra ikke-vestlige grupper i Danmark kan genkende sig selv hos politiet og dermed have mere respekt for lovens lange arm. Det kunne godt tænkes at det er en reel effekt. Hans anekdoter støtter i hvert fald op om ideen.

Helt specifikt ønsker Mahmoud at der skal slækkes på kravene ifht. tidligere straffe, da disse i højere grad begrænser ikke-vestlige end vestlige for at kunne blive optaget på landets politiskoler. Han er derimod imod racekvoter:

“Jeg er modstander af særbehandling. Man skal stille lige så hårde krav til nydanskere som til etniske danskere.”

Alligevel er det værd at diskutere racekvoter og adgangskrav nærmere.

Formålet med adgangskrav

Hvad er formålet egentlig med optagelseskrav? Hvorfor ikke bare optage alle og enhver på politiskolen? Den meget simple forklaring er at der er et begrænset antal pladser på de fleste uddannelsesinstitutioner. Derfor bliver man nødt til at selektere i hvem der bliver optaget. På danske universiteter gøres dette gennem både karakterer fra gymnasiet og bestemte fag man skal have bestået. Politiskolen lader til at selektere på baggrund af straffeattest og en optagelsesprøve bl.a. i dansk og engelsk. Mere kan læses på politiguiden. Man kan også prøve den skriftlige prøve selv.

Men hvorfor selektere på baggrund af evner og personlig historie? Hvorfor ikke bare vælge folk tilfældigt? En tilfældig udvælgelse ville garantere at de optagne ville være repræsentative ifht. ansøgerne (indenfor statistisk usikkerhed), men ikke nødvendigvis befolkningen som helhed.

Ønsket om at selektere efter noget specifikt i stedet for blot at vælge folk ud tilfældigt er begrundet i at nogle ansøgere egner sig bedre til at blive optaget end andre. Der er særligt tre grunde. For det første, de mindre egnede ansøgere har en højere frafaldsprocent, hvilket betyder at man ville spilde resurser ved at optage tilfældigt ifht. at selektere efter relevante kriterier. Det er særligt relevant når nu at uddannelsen er betalt af skatteyderne. For det andet, de mindre egnede ansøgere, hvis de kommer gennem uddannelsen, ville blive relativt dårligere arbejdere. En dårligere politibetjent ville fx i ringere grad være i stand til at fange lommetyve, opklare indbrud, og begå flere lovbrud som betjent. For det tredje, så har samfundet kun brug for et vist antal politifolk, så det giver ikke mening at uddanne flere end der skal ansættes i politiet.

Adgangskrav og gruppeforskelle

Lad os sige at man beslutter sig for at bruge adgangskrav, hvilket man gør i stor stil både i det private og det offentlige (ved optagelse på uddannelsesinstitutioner, ansættelse, værnepligten). Hvis der findes gruppeforskelle indenfor et samfund ifht. egnetheden, så vil en ubiased selektering på basis af egnethed resultere i en urepræsentiv gruppe af valgte ansøgere ifht. alle ansøgere. Hvis ansøgerne samtidig er repræsentative ifht. befolkningen som helhed, så vil det også resultere i en urepræsentativ gruppe valgte ansøgere og i sidste ende arbejdere. Det er præcis det man ser i politiet.

Endvidere, så betyder strengere optagelseskrav at graden af urepræsentativitet vil stige. Det kan illustreres grafisk. Hvis vi for enkelthedens skyld antager at befolkningen består af to grupper, A og B, der findes en gruppeforskel på 10 point af en standardafvigelse mellem dem i egnethed til et givent job, at grupperne er lige store, at personer fra grupperne i lige høj grad søger et job, og at egnethed hos begge grupper er normal fordelt med en standardafvigelse på 15, så vil situationen se ud som vist på figuren nedenfor.

Figuren viser fordelingen af egnethed indenfor de to grupper. Gruppe A er blå og gruppe B er rød. Den sorte linje viser forholdet mellem antal personer fra de to grupper givet et bestemt krav til egnethed og aflæses på den anden y-akse. Jeg har markeret tre mulige minimumskrav til optagelse. Hvis kravet til optagelse er en egnethed på 110 (5 over blås gennemsnit og 15 over røds), så vil forholdet mellem antallet af egnede personer fra A og B være ca. 1.6, eller ca. 60% flere fra blå. En relativt lille forskel. Hvis minimumskravet derimod er 120, så vil forholdet være ca. 2.4, og hvis det er 130, så vil forholdet være ca. 3.8. Vi ser derfor at jo højere minimumskrav man sætter, desto større bliver en gruppeforskel som ellers er relativt lille når man ser på forskellen i gennemsnit.

Hvis vi går tilbage til politiet og de tal som Mahmoud/Politiken nævner, så udgør ikke-vestlige 1.2% i politiet, mens de i samfundet udgør 7%. Dvs. at de er underrepræsenteret ca. 5.8 gange, hvilket kunne være fordi at optagelseskravene er meget hårde til politiskolen. Men det meste af forskellen skyldes nok at mange blev ansat i politiet lang tid før at der kom mange ikke-vestlige til landet. De rigtige tal at se på er antallet af optagne og ansøgere. Rigspolitiet oplyser i artiklen at ca. 6-7% af ansøgere er ikke-vestlige, hvilket betyder at de næsten ansøger i lige så høj grad som vestlige. Grunden til at det kun er næsten er at ikke-vestlige udgør mere end 7% af befolkningen i de yngre aldersgrupper hvorfra ansøgere til politiskolen kommer. Per 2014K3, så udgør ikke-vestlige 9.4% af 20-årige personer i Danmark (DST).

Repræsentativitet, optagelseskrav og gruppekvotaer

Vi har set at jo højere man sætter optagelseskravene, jo større bliver gruppeforskelle blandt de udvalgte ansøgere. Hvis man ønsker en mere repræsentativ fordeling blandt udvalgte ansøgere og man ikke ønsker blot at optage folk tilfældigt, så er der særligt to muligheder: 1) sænke optagelseskravene, og 2) indføre forskellige krav til forskellige grupper, hvilket er det samme som at udøve gruppediskriminering.

Problemerne med at sænke optagelseskravene er at man risikerer at uddanne flere personer end der skal ansættes i politiet, samt at den gennemsnitlige uddannede politimand vil være relativt ringere til sit job end hvis man ikke sænkede kravene.

At indføre gruppekvotaer på baggrund af race (ikke-vestlig oprindelse) er at indføre strukturel racisme hvor medlemmer af nogle racer favoriseres over andre. Den slags er både lovligt og meget udbredt i USA og går under navnet “affirmative action”, så længe at det angår nogle racer og ikke andre. Det er historisk pudsigt at da man valgte at fjerne racismen mod afrikanske amerikanere i løbet af 1960erne, så indførte man i stedet racisme mod europæiske og særligt asiatiske amerikanere.

Problemerne med gruppediskriminering er endnu større end dem med at sænke optagelseskravene. Akademiske diskussioner af emnet findes i Herrnstein og Murray (1994, kapitlerne 19-20), Detterman (2000), Jensen (1980). Ligesom med at sænke optagelseskravene for alle grupper, så vil den gennemsnitlige egnethed af uddannede politifolk falde hvis man indfører gruppekvotaer.

Men værre er det at der vil opstå en større forskel på den gennemsnitlige egnethed af vestlige og ikke-vestlige politifolk. Man kan derfor ikke regne med at alle politifolk som udgangspunkt er lige. Det går særligt ud over de personer fra den mindre egnede gruppe som godt ville kunne klare sig på lige vilkår. Det skyldes at andre politifolk og civile ikke kan vide sig sikker på grunden til deres ansættelse; blev de ansat fordi at de var dygtige eller fordi at de tilhørte en bestemt gruppe? Før herskede der ingen tvivl da alle blev selekteret efter de samme adgangskrav.

Sidst, så kan man forvente at en sådan strukturel racisme ville være med til at skabe splid mellem de to grupper. Det er fordi at personer fra den bedre egnede gruppe ville føle sig uretfærdigt behandlet når de blev frasorteret fordi nogen fra den mindre egnede gruppe i stedet blev valgt selvom de var mindre egnede.

Problemerne er generelle uanset hvilken gruppebasis man vil diskriminere efter og gælder også fx køn. Der er således ganske gode grunde til at ikke indføre racekvotaer.

Litteratur

Emil O. W. Kirkegaard

, , ,