Jeg læste en artikel om evidentialisme her i nat og faldt over en interessant problemstilling.1

Hvad nu, hvis det er, man tror på, p forårsager, at p bliver begrundet? Er man begrundet i at tro på p, før man allerede tror? Hvis det er sådan, så er evidentialisme uacceptabel.

Intuitivt ville man sige ja, men det har nogle underlige konsekvenser. Lad os forestille os en person S, som bliver medlem af Jehovas Vidner (JV). Han gjorde det af familiære begrundelser og ikke fordi, han mener, at JV-troen er sand. Men efter han har tilsluttet sig JV og været der i et stykke tid, bliver han overbevist om, at JV-troen er sand. Det gør han på baggrund af den evidens, der er, at mange kloge mennesker, han kender, tror på JV, og at han ikke kender nogen kloge mennesker udenfor, som ikke gør. Er S epistemologisk begrundet i sit accept af JV-troen, før han har nogen begrundelse?

Det, der sker ved, at S tilslutter sig JV, er, at det evidens, han er i stand til at beskue; som er tilgængeligt for ham, støtter JV-troen meget mere end det evidens, der er tilgængeligt for en ikke-JV’er.

1Conee and Feldman 2004. Evidentialism p. 83-107 http://books.google.dk/books?id=t4NJtxKZs-UC&dq=evidentialism&pg=PP1&ots=VMFJudEIw2&sig=Hn3LGZhQKZSVvuBGhfgptHMJOF0&hl=da&sa=X&oi=book_result&resnum=1&ct=result#PPP1,M1 Google books har bogen, men den omtalte artikel er ikke tilgængelig.