Anbefalet læsning:

SEP. “Skepticism”, sektionen omhandlende akademisk skepticisme og skelnen mellem akademisk og pyrrhonistisk skepticisme. link

Jeg har tænkt en del over, om det er muligt at formulere akademisk skepticisme uden at gøre sig skyldig i en selvmodsigelse. Jeg vil ikke beskæftige mig med de argumenter som der nævnes i SEP artiklen, da jeg ikke fandt dem særlig interessante. I stedet vil jeg se på en argumentation for akademisk skepticisme (herefter skepticisme) fra regres argumentet plus nogle antagelser.

Argumentet fører til dette argument:

1. Enten er der en uendelig række af begrundelser for alle begrundede troer, der er nogle fundamentale troer som fungerer som ‘fundament’ eller der er ingen begrundede troer.

2. Der er ikke en uendelig række af begrundelser for alle begrundede troer.

3. Ergo, Der er ikke ingen begrundede troer.

Men hele ideen var jo, at begrunde akademisk skepticismes påstand, om at der ikke er nogen eller ikke kan være nogen begrundede troer. Argumentet forsøger selv at begrunde en tro, så det er en selvmodsigelse. Hvorfor kommer man som akademisk skepticisme ud af kniben?