Af Emil Kirkegaard

Introduktion

I min tidligere artikel om grundantagelser nævnte jeg at fornuft eller rationalitet er relativt til nogle aksiomer. Jeg vil i denne artikel forsøge at videreudvikle forståelsen og grundlaget for det fornuftige eller rationelle. Ordene betyder det samme, men fornuft har nogle andre betydningen i hverdagen, som kan skabe forvirring (fx han er en fornuftig ung mand), derfor vil jeg udelukkende benytte mig af rationelt.

Opstilling

Jeg har tidligere foreslået en række aksiomer. Jeg vil nu forsøge at stille det mere overskueligt op, for at være tro imod min filosofi om overskuelig og forståelig argumentation. Aksiomerne er opstillet efter hvilken rækkefølge de ligger i, de øverste ligger nederst. Rækkefølgen er nødvendig, fordi at nogle aksiomer er nødvendige eller vigtigere for andre aksiomer.

  1. Logik.
    1. Loven om identifikation A=A, en ting er altid lig sig selv.
    2. Loven om det ekskluderede midtpunkt Enten A eller ~A (~ er anvendt som “ikke”)
    3. Loven om ingen-selvmodsigelser. Noget kan ikke være A og ~A på en gang.
    4. Læren om gyldig argumentation – deduktion.
    5. Kausalforbindelser.
    6. Sparsommeligheds princippet – Occams ragekniv.
  2. Aksiomer bør antages efter hvor meget de forklarer i verden eller hjælper med at forklare – abduktion.
  3. Empirisme. Sansedata/sanseindput forklarer verden bedst.
    1. Induktion.
  4. Rationalisme. Det er kun fornuftigt at tro på A, hvis der forelægger evidens for det, eller hvis man kan deducere sig frem til en slutning baseret på præmisser der stammer fra sansedata.

Begrundelse for opstilling

1.

Som argumenteret for i del 1, så er logikken nødvendig at forudantage for overhovedet at diskutere og analysere emnet. Jeg har her gjort det mere eksplicit hvad jeg forstår ved logikkens tre love, samt tilføjet læren om gyldig argumentation, som jeg havde forglemt mig tidligere. Jeg har lagt kausalforbindelser under logik, fordi at de er en nødvendig antagelse at lave, hvis man ikke vil anse naturen som en stor tilfældighed. Som påpeget tidligere kan det være, at ikke alt har en kausalforbindelse, men i givet fald ville vi ikke kunne vide det. Endeligt har jeg tilføjet sparsommeligheds princippet eller Occams Ragekniv, som siger, at man ikke bør lave flere antagelser end det er nødvendigt. I praksis betyder det, at hvis to forklaringer forklarer lige meget, så skal man vælge den simpleste – i.e. den der antager mindst.

2.

Ligesom logikken blev denne også nævnt i del 1. Grunden til at den kommer lige efter logik, er at vi skal bruge nogle regler for hvilke aksiomer vi bør benytte – det ville så sandelig være dumt at antage for mange, for hvert aksiom begrænser vores falsifikation, vores mulighed for at vide om vi tager fejl, thi man kan aldrig vide om et aksiom er forkert, for det er antaget rigtigt.

3.

Empirisme. Dette trin er vores grundlæggende måde at finde viden på. Historisk set har der været flere forskellige bud på dette, men de to jeg vil koncentrere mig om er striks rationalisme og empirisme.

Striks rationalisme er ideen om at vi, uden at benytte os af erfaringer om verden kan deducere os til nogle logiske sandheder. Dette kræver dog en grundlag, som et helt (100%) sikkert. Der er flere der har forsøgt at lægge et grundlag for rationalismen, men Descartes er nok den mest berømte med hans Cogito ergo sum, eller, jeg tænker derfor er jeg. Hans argumentet lyder intuitivt meget overbevisende, men hvis man skriver det op i eksplicitte præmisser, bliver det straks mere tvivlsomt:

P1. Alt der tænker, findes

P2. Jeg tænker.

C1. Ergo findes jeg.

Ingen af disse præmisser kan begrundes uden at benytte sig af en erfaring, så skønt de lyder meget intuitivt korrekte, så er de ikke nok til at etablere rationalismen.

Empirismen er ideen om, at den bedste måde at blive klogere på verden, er at erfare den. Dvs. ved at udføre eksperimenter. Dette er et af naturvidenskabens grundsten, som har vist sig at være yderst frugtfuld. Man skal dog ikke haste sig til at tro, at empirismen ignorerer rationalismen. Det er ikke muligt at teste sig frem til alting i verden af praktiske grunde. Derfor er en anden løsning nødvendig.

Hvis man kunne opstille nogle regler for hvordan naturen opfører sig ud fra tidligere erfaringer, så er det nødvendigt at antage, at naturen er konservativ, at den ikke pludseligt ændre sig uden grund og at tidligere erfaringer i naturen kan fortælle os noget om, hvordan naturen i fremtiden vil opføre sig, dette er kendt som induktion eller induktiv logik. Nuvel er induktion ikke fejlfri, dvs. den kan føre os til at lave forkerte slutninger modsat deduktiv logik, hvor konklusionerne nødvendigvis følger. Dette sker når vi drager en forhastet konklusion ud fra et utilstrækkeligt antal erfaringer, som så viste sig ikke at være repræsentative for hele billedet. Jf. eksemplet med sorte of hvide svaner, der er kendt som det induktive problem (eng. problem of induction).

4.

Noget er rationelt at tro, hvis der er en god empirisk baseret grund til at tro det.

Andre verdenssyn bruger også rationalisme, men med andre præmisser, aksiomer end jeg. Derfor kan man ikke sige at noget fra et andet verdensbillede er rationelt eller irrationelt førend at man er blevet enige om fundamentet, altså om hvordan man afgører hvad der er irrationelt eller ej.

Valg mellem aksiomer eller grupper af aksiomer (fundamenter)

Hvis man står og skal vælge i mellem flere sæt aksiomer, fundamenter, så vil jeg foreslå tre metoder til at vælge det bedste:

  1. Vælg det der forklarer mest sansedata. At forstå og forklare verden er det ultimative mål for et fundament.
  2. Vælg det der er mest sparsommeligt med aksiomer. Sparsommeligheds princippet.
  3. Vælg det der ikke er selvmodsigelse eller inkonsistent. Loven om ingen-selvmodsigelse.