Af Emil Kirkegaard

Indledning

Det er nærmest blevet en kliché at spørge “Er der liv efter døden?” i diverse debatforums. Gang på gang skal man diskutere det samme gamle spørgsmål igen og igen – og næppe med nye argumenter på pro-life siden. Heldigvis er videnskaben ikke så passiv. Den er i fuld gang med at finde tons vis af beviser på, hvordan vores psyke, bevidsthed, ånd, sjæl, eller hvad du end måtte ønske at kalde det, er et resultatet af vores fysiske hjerne, som kan måle og vejes.

Jeg vil nu præsentere mit argument imod et liv efter døden.

Argumentet

P1: For at have en bevidsthed kræves det, at man har en funktionel hjerne.

P2: Når vi dør, har vi ikke længere en funktionel hjerne, idet død per definition er, når hjernen er død.

Ergo, når vi ikke længere har en funktionel hjerne, har vi ikke længere en bevidsthed.

Diskussion

Nuvel, nu kan man tvivle på argumenttypen, relevansen eller et eller flere af præmisserne.

Argumentformen er den kendte modus ponens, så den kan ikke betvivles.¹

Den næste ting er relevansen. Det kunne typisk ske ved at hævde, at bevidstheden er en slags sjæl eller andet pseudovidenskabeligt. Men det er sådan set ligegyldigt, hvad man kalder bevidstheden – den er stadig afhængig af hjernen. Det kunne også hævdes, at bevidstheden er irrelevant for livet efter døden. Men i så fald kan man ikke sige, at det er det samme liv, der lever igen. Bevidstheden er vores bevis for, at det er den samme person, der er tale om og ikke blot et nyt liv.

Sidst men ikke mindst kan man tvivle på et eller flere præmisser.

Det første præmis lyder:

“For at have en bevidsthed kræver det, at man har en funktionel hjerne.”

Der er stærke induktive beviser for dette, idet man aldrig har observeret en person uden en funktionel hjernen, men som havde en bevidsthed. Nuvel kan det hævdes, at induktive beviser kan være upålidelige, men så må man huske, at hvis man vil benægte induktive beviser her, så må man også benægte dem i andre sammenhænge. Fx er det induktivt bevist, at hjertet pumper blod rundt i kroppen, da man aldrig har observeret en person uden et funktionelt hjerte, hvor der stadig var blodgennemstrømning.

Det andet præmis lyder:

“Når vi dør, har vi ikke længere en funktionel hjerne, idet død er defineret som hjernedød.”

Man kan vist højest betvivle ordet “funktionel”, men hvis man brugte ordet “levende”, så skulle man bevise, at stærkt retarderede mennesker også har en bevidsthed, og det er jeg ikke sikker på er muligt. Derfor vælger jeg “funktionel” i stedet. Derefter kan man betvivle, hvad der menes med ordet “funktionel”, og det betyder, at den indeholder minimum, for hvad en hjerne skal have for at kunne danne en bevidsthed. Det er på nuværende tidspunkt ikke fuldt forklaret inden for videnskaben, men det står klart, at en hjerne er nødvendig. Tværtimod er der ingen grund til at antage at videnskaben, med tiden, ikke skulle kunne forklare dette. Død er defineret som hjernedød.²

Konklusion

Mit argument imod liv efter døden er holdbart, og så længe det er holdbart, kan liv efter døden umuligt være korrekt.

1http://en.wikipedia.org/wiki/Modus_ponens

2http://en.wikipedia.org/wiki/Death#Definition