Abstrakt

Jeg vil i denne artikel kort forklare mit syn på definitioner og nogle relaterede problemstillinger: relative sandheder og analyticitet.

Jorden findes eller gør den?

Er sandhed relativt? Nogle vil med det samme svare ja og nogle ville svare nej. Er de uenige? Hvis de forstår det samme ved spørgsmålet, så ja. Men dette er noget af en antagelse. Lad os forestille os en typisk dom:

P. Jorden findes.

Er denne dom sand? Ja. Er den objektivt sand? Ja. Er den relativt sand? Nej…? Det ville man umiddelbart sige følger af, at den er objektiv sand. Men dette er en fejlslutning. At være relativ overfor et sind er ikke den eneste form for relativitet, og derfor kan vi ikke slutte sådan som vi gjorde. Men er den så relativ? Ja! Det er den fordi, at den er sand med nogle betydninger af ordene og falsk med nogle andre. Vi har heldigvis ikke fat i et særlig flertydig udsagn her, men det kunne vi have haft.

Vi tillægger ord en mening; vi definerer ordenes betydning. Husk på, at en dom er en deklarativ (beskrivende) sætning og ikke meningen bag sætningen med nogle specifikke definitioner. Dette er i hvert fald min forståelse og den ser ikke ud til at give problemer. Hvis det modsatte var tilfældet, i.e. at en dom er en mening, så er det umuligt at kommunikere denne dom, for vi kan ikke kommunikere en mening uden at bruge et medie. Vores medie er vores sprog.

Det er dog ikke nok med en enkelt definition for at forstå et dom som P. Det er brug for flere sammensatte definitioner; et definitionssystem. Jeg definerer et definitionssystem som et sæt (stipulative) definitioner af ord. En sætnings betydning er således relativ til vores definitionssystem.

En sætning som P kan betyde en ting med et definitionssystem og en anden ting med et andet system. Da vi ved at P er sand, så bruger vi et definitionssystem hvor ordene i P svarer til en mening som er sand. Vi kan sige, at P er sand givet sådan som verden ser ud p.t. og vores p.t. anvendte definitionssystem.

Men hvilket system er det? Det er er det danske, eller er det? Er der et dansk system eller flere? Man kunne måske fristes til at tænke, at der kun er et dansk definitionssystem og dette er det som findes hos Danske Sprognævn (dsn.dk). Med dette vil medføre, at fx Søren Kierkegaard’s værker bruger et ikke-dansk definitionssystem. Det gør de fordi at definitionssystemer har det med at ændre sig gennem tiden (angiveligt gennem memolution [det ord fandt jeg lige på, men det er sikkert blevet opfundet før]). Men Søren Kierkegaard’s værker er jo danske, så det er forkert, at der kun er et officielt rigtigt system. Hvis der var, så ville det jo betyde, at sidste års system også var ikke-dansk etc.

Nej, en mere plausibel definition af et dansk system er et der tilnærmelsesvis ligger op af det danske sprog. Hvad mener jeg med det? Jo, vi kan se matematisk på det. Jeg ved ikke hvor mange forskellige ord det danske sprog har og dette ville også være meget besværligt at finde ud af (hvilke ord tæller med som danske?). Lad os bare sige en million (1,000,000[engelsk komma]) ord. Vi kan nu blot bestemme en procent af ordene som skal have samme betydning som det som Dansk Sprognævn siger i dag. Lad os sige 90%. Hvis vi sætter tallet for lavt, så kommer nærliggende sprog med i.e. svensk og især norsk. Det har vi ikke lyst til. Vi kan heller ikke sætte det for lavt, for så får vi ikke de forskellige dialekter med. En sådan definition af hvad det danske sprog er, implicerer også, at hvis vi går tilstrækkeligt lang tid nok tilbage i tiden, så er det ikke længere dansk. Dette er sandt, cf. eksemplet med at bytte en bil ud del for del.

Endeligt bemærker vi, at det ikke er nødvendigt med en meget præcis definition af hvad dansk er, ligesom det formentlig heller ej er nødvendigt med en meget streng definition af hvad musik er (jeg kan forestille mig visse juridiske problemer, men det er uden for denne artikels rækkevidde at diskutere hvad disse kunne være).

Analyticitet

Vi husker hvad det betyder, at en dom er analytisk: at den er sand per definition eller i kraft af sine definitioner. Eksemplet er næsten altid:

Q. Alle ungkarle er ugifte.

For hvis vi slår ungkarl op i ordbogen (en leksikalsk definition), så finder vi at de er definerede som ugifte mænd, så det vi egentligt har udtrykt med Q er “alle som ikke er gifte er ikke gifte.” Hvilket ikke skulle komme som nogen overraskelse.

En spændende egenskab ved domme som Q og alle andre analytiske domme er, at de er nødvendigvis sande. Det er således fordi, at deres negation implicerer en selvmodsigelse (p og ikke-p). Filosoffer har det med at snakke om (logisk) mulige verdener. Analytiske domme er præcis de domme som er sande i alle logisk mulige verdener (nærmere forestillinger om verdener, da verden typisk er defineret som et sæt af konsistente domme).

Men, og her kommer problemet, der er en mulig verden hvor ordene betyder noget andet end de gør nu. Der er ikke selvmodsigende i dette, så det er logisk muligt. Så, der er en mulig verden hvor at ungkarl betyder “gift mand” og Q betyder derfor, set fra denne “verden”:

Q’. Alle gifte mænd er ugifte.

En tydelig selvmodsigelse, så der er noget galt, men hvad?

Først noterer vi, at hvis der er en mulig verden hvor Q er falsk, så er det ikke analytisk sandt, at Q. Så analyticitet har mistet sit grundlag.

Problemet er, mener jeg, er at vi oversætter sætningen til mening gennem to forskellige definitionssystemer og dette resulterer i miskommunikation. Det kan siges mere præcist. For lige vi anvender aldrig hele det danske definitionssystem i en samtale eller påstand, men kun et sæt af dem. Lad os kalde disse for den aktive del af definitionssystemet. For at man kan forstå hvad hinanden siger, så er det nødvendigt at de ord man anvender har de samme betydninger, ellers snakker man forbi hinanden. Vi kender dette fra ord der er flertydige eller når man ganske simpelt har gået og brugt det samme ord forskelligt.

Når man (eller prøver på) at forstå verden så gør man det igennem et definitionssystem og det kan kun lade sig gøre, at bruge et af gangen. Derfor, når man forsøger (for at vende tilbage til problemet) at indtage et nyt perspektiv (en ny forståelse) ved at omdefinere (i forhold til hvad vi forstår verden med) et ord, så resulterer det i misforståelse. Så, der er altså ingen farer på færden for analyticitet i denne omgang.

En implikation

En interessant og uheldig (må man sige) implikation af at fejlfri kommunikation kun sker hvis det aktive definitionssystem hos begge kommunikatorer er ens, er naturligvis at de ikke er ens i praksis. Mit system er ikke ens med dit eller nogen anden danskers. Dette problem har man opdaget for lang tid siden (måske bare ikke med min terminologi) og derfor plejer man at afklare i hvert fald de vigtigste termer inden man skriver en lang artikel (cf. min artikel om inkompatibiliteten af omnipotens og omniscience).