Af Emil Kirkegaard
Når man undersøger forskellig slags overtro vil man finde, at mange af disse, ikke bare religionerne men også New-Age ideer, har det med at give mennesket fantastiske egenskaber. Mennesket besidder ‘energibaner’ og systemer som ellers er helt ukendte for videnskaben og som ikke findes hos andre dyr eller uorganisk materiale, for den sags skyld.
Er der ikke bare tale om helt normal egoisme? Mennesket føler sig vigtige, og derfor må de også være vigtige overfor eller i det store univers. Det virker som om, at menneskeligheden finder sig selv, så interessant, at den er nødt til at finde på ideer om, at hele universet handler om dem. Hvis man ser på de monoteistiske religioner, så har de alle fokus på menneskets plads i universet, faktisk går de længere. Selveste universets skaber har en personlig interesse i os! En sådan antropocentrisme er mig ubegribelig!
For at tolke det mere bredt. Hvordan har man fået ideen om, at liv er specielt? Liv er essentielt ikke andet end uperfekt selv-kopierende kemi. Hvis man kikker tilbage i historien, blev folk brændt på bålet (eller i hvert fald truet dermed), for at sige, at Jorden ikke er universets centrum? Hvem har givet disse mennesker den ide, at de er så vigtige?
Jeg kan kun gengive den amerikanske komiker George Carlin’s svar, til hvorfor at der er noget der hedder “sanctity of life”.
“You know where the sanctity of life came from? We made it up. You know why? Because we are alive! Self-interest.”i
iGeorge Carlin, Back in Town 1996.
Hele showet:
Den del jeg taler om: