Overvej dette argument:

Domæner: x er personer, y er domme.

1. For alle x hvis x er begrundet i en tro på at hans kognitive evner er upålidelige, så for alle y hvis x er kommet frem til y via hans kognitive evner, så er x ikke begrundet i at tro at y. [præmis]

2. Peter er begrundet i en tro på at hans kognitive evner er upålidelige. [antagelse]

Ergo 3. For alle y hvis Peter er kommet frem til y via hans kognitive evner, så er Peter ikke begrundet i at tro at y. [1, 2, MP]

4. Peter er kommet frem til via hans kognitive evner at hans kognitive evner er upålidelige. [antagelse]

Ergo 5. Peter er ikke begrunet i hans tro på at hans kognitive evner er upålidelige. [3, 4, MP]

Jeg kom frem til dette efter at have reflekteret over Plantinga’s elendige argument mod en rationel/begrundet tro på (metafysisk naturalisme og biologisk evolution).1 Punkt to og fire betragtes her som en antagelse for et reductio argument. Hvad kan man sige om præmis 1?

Kognitive evner

Med kognitive evner mener jeg de generelle kognitive evner der er i brug for at man kan ræsonnere som et menneske. ‘Upålidelige’ skal ikke tages som at betyde ‘fejlbardige’. Det skal forstås i en stærkere betydning. Her er tre forslag:

Et forslag til betydningen er sandsynlighedsteoretisk: Personens kognitive evner er upålidelige hvis >60% af de konklusioner man er kommet frem til via dem er forkerte.2 Med denne betydning så kunne man tro at fx kristne fundamentalisters kognitive evner er upålidelige da ekstremt mange af de ting de tror er forkerte. Men jeg tror ikke at det er tilfældet at 60% af deres troer er forkerte. Uden tvivl er stort set alle deres troer mht. religion forkerte, men alligevel er der masser af andre troer tilbage. Det er temmelig svært at vurdere hvor mange troer en person har, men jeg finder det et godt gæt, at de fleste troer et givet menneske har omhandler ting såsom menneskelige relationer, hvem forskellige mennesker er, hvor hvad ligger henne etc., i.e. ganske jordlige ting som selv kristne fundamentalister ikke tager fejl af i nogen stor grad. Så med denne betydning er der ingen mennesker der har upålidelige kognitive evner. Det altså ikke denne betydning af upålidelige man er ude efter.

Hvad kan det så være? Det kunne have noget at gøre med folks evne til at ræsonnere. Antageligt ræsonnerer man ikke særlig meget når man danner troer på hvordan omgivelserne ser ud. Denne proces er automatisk i en forstand. I stedet omhandler det eksplicite ræsonneringer, og det er dem som kristne fundamentalister ikke er gode til. Med ræsonneringer mener jeg specifikt slutninger, argumenter. Argumenter kan være gyldige eller ugyldige. Når de er ugyldige, så har man ræsonneret forkert. Hvis det blot viser sig, at en præmis er falsk men at argumentet er gyldigt, så har man ikke ræsonneret forkert i en vigtig forstand, man tog bare fejl. Hvis man ofte, og hvis jeg skal forsøge at sætte en tal på så lad os sige 20%, af gangene ræsonnerer forkert i den førnævnte forstand, så er ens kognitive evner upålidelige. Dette er en lidt begrænset betydning af upålidelige kognitive evner da det kun omhandler eksplicite ræsonneringer.

Et tredje alternativ er blot at lade det stå uklart præcis hvordan de er upålidelige, men at stipulere at de er upålidelige på en måde således at troer man har dannet sig via dem ikke er begrundede. Hvis man vælger denne tolkning, så er præmis 1 nødvendigvis sandt da det er sandt per definition. Dette medfører at det er ikke bare forkert at (nogen er begrundet i en tro på at hans kognitive evner er upålidelige og han selv er kommet frem til den dom via hans kognitive evner), men logisk umuligt da det fører til en selvmodsigelse. Dette er en ret interessant konklusion. Det er denne sidste betydning jeg er ude efter.

2‘Via dem’ er måske en smule overflødigt at nævne da hvis man er kommet frem til dem selv. så er man, per definition, kommet frem til de dem via sine kognitive evner. Det er nævnt for at undgå problemer med at en guddom eller lign. skulle have placeret dem i hovedet på folk.