Klart Sprog, Klart Sind

Ny kronik i Politiken: Hvorfor nægter lighedsfundamentalister at se i øjnene, at der er forskel på mænd og kvinder – også når det gælder arbejde og karriere

Ny kronik ude i Politiken, sammen med den kære Helmuth igen.

Ja, det er underlige tider hvor Information og Politiken vil udgive os, men Berlingske, Jyllands-Posten og endda Weekendavisen ikke vil.

Nedenfor ses min seneste version, som vistnok blev ændret en smule og fik ny overskrift (af Politikens redaktør antager jeg). Desværre har Politiken fjernet vores links, så folk ikke kan læse vores kilder, men de ses nedenfor. Det tager temmelig lang tid at få noget udgivet i Politiken, denne tog omtrent 3 måneder (indsendt den 26. august, accepteret 7. september) Det skal man huske på hvis man skriver noget som er mere tidsaktuelt. Vores kronik er et langt svar der blev skrevet til Uniavisens artikel Kønsfordelingen på de videregående uddannelser er pilskæv. Det er et stort samfundsproblem fra 4. August 2020!

Køn, uddannelse og erhverv: Kønsforskningens ulidelige lethed

Kvinder og mænd har altid fordelt sig forskelligt på uddannelser og erhverv. Det ændrer vi, siger kønsforskerne med millioner i ryggen. Men forskellene modstår. Der er noget galt med kønsforskningens model og noget godt ved kønnet rollefordeling.

Kvinder og mænd har altid fordelt sig forskelligt i samfundet og data antyder, at Naturen har indrettet mænd og kvinder således at deres præferencer stemmer overens med de opgaver, de generelt er bedst til. Alligevel kalder venstreorienterede forskere og politikere til kamp siden 1960erne mod kønsskæve videregående uddannelser og erhverv, uden at nævne evolution og biologiske kønsforskelle. I 1980’erne gav Folketinget millioner til udforskning af socio-økonomiske og mandschauvinistiske årsager til den ‘ulykkelige situation’, der blokerer for kvinders ligestilling og udløsning af en skjult kvindelig arbejdsreserve.

Vi fik arkivforskning for millioner, der blot viser hvad vi vidste: Nogle uddannelser og erhverv tiltrækker mest kvinder, andre mænd; mænd tjener i snit mere; kvinder tager sig mere af børn, osv..

Dog, tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at siden 1990’erne har flere kvinder end mænd overordnet taget en videregående uddannelse – i dag 57% mod 43%, i tal 9.000 flere kvinder end mænd. På Københavns Universitet er den procentuelle fordeling 62 mod 38.

Alligevel vælger mænd overvejende IT- og tekniske fag, og kvinder sundheds- og velfærdsuddannelser. Hele 77,6% kvinder læser psykologi på Københavns Universitet og 78,6% mænd søger Datalogi-økonomi.

Det beklagede forskere og konsulenter for nyligt i Uniavisen . “Det koster dyrt og mange talenter går til spilde” parafraserer journalisten. Stina Vrang Elias, direktør i Tænketanken DEA, er enig. ”Vi har brug for begge køn på alle uddannelser … alle typer diversitet … arbejdsmiljø og innovation påvirkes positivt af diversitet.”  Formanden for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen, ved godt, at “køn på biologisk plan afgør ikke, hvad vi foretrækker at læse”. Det er “motivation og egnethed” samt “forskellige forventninger [der] sorterer piger og drenge tidligt”. Vi skal have et opgør med “skøre og hæmmende forestillinger”, siger magistrenes formand.

Med andre ord, hvis virkelighedens tal afviger fra den tomme tavles ideologi, må vi tvinge, lave flere feministrapporter, og høre på flere irettesættende konsulenter og deres generaler på universiteterne.

Det er som om “eksperterne” ikke aner, at man i Israel på næsten totalitaristisk vis brugte fælles børneopdragelse til at bekæmpe social ulighed, men selv dét virkede ikke, så man opgav forsøget i 1980erne. De forstår heller ikke, at køn er et helt igennem biologisk fænomen, der normalt starter med karyotype XX eller XY, der efterfølgende differentierer i forskellige hormoner, der vidtgående påvirker bl.a. interesser. De nævner ikke store analyser af personlighed der viser at forskellen på den gennemsnitlige mand og kvinde er enorm. De nævner ikke, at store forskelle blev fundet selv hos personer med ekstrem høj intelligens i et omfattende 20-årig amerikansk studie. De lærer intet af analysen af Løkkefondens to tilbud – Drenge-Akademi og Københavner-Akademiet – der tilbyder intensive læringsforløb i sommerlejre for drenge, der er bagud i skolen. I 2017 fortalte daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at på kun to uger kunne elever på turbolæring ”… indhente, hvad der svarede til flere skoleår i stavning, læsning og matematik”. Nu har Trygfondens Børneforskningscenter vurderet projektet og dommen er hård. Deltagerne får ikke bedre karakterer end andre drenge, der ligner dem, og hvad angår Københavner-Akademiet, kunne drengene lige så godt være blevet væk. Professor Michael Rosholm, Institut for Økonomi ved AU, konkluderer objektivt, at: ”De turbokurser, der har bredt sig som et modefænomen i skoleverdenen, ikke er noget mirakelmiddel”. Det kunne andre godt have fortalt dem.

Danmarks Statistiks database over erhvervsvalg viser velkendte kønsskævheder gennem årtier: Kvinder vælger bløde erhverv med sundhed og personer, mænd hård teknik og militær, og disse valg ses længere tilbage i tiden end vi har statistik for. Alligevel lader køns-, undervisnings-, og erhvervsforskere sig “forbløffe” år efter år og anvender fortsat ineffektive socialkonstruktivistiske modeller.

Så hvad er der galt med kønsforskernes forståelsesmodel? De arbejder med en implicit to-delt model: 1) Der er en vis diversitet i interesser og evner inden for hvert køn og 2) Mænd og kvinder har præcis samme fordeling af disse interesser og evner. Heraf følger, at skævheder i uddannelsesoptag og på jobmarkedet skyldes, at ‘samfundet allokerer’ mænd og kvinder suboptimalt og det er økonomisk ineffektivt og således dyrt.

Modellen forudsætter, at der er solide data både for at kvinder og mænd har samme fordeling af interesser og evner og at det er samfundet, der skaber den uheldige ulighed. Det er et problem, at sådanne data ikke eksisterer. Faktisk forholder det sig stik modsat. Forskere har i årtier målt kvinder og mænds interesse for forskellige jobtyper, bl.a. med RIASEC modellen og den simplere Ting-Mennesker model. En meta-analyse fra 2009 af over 500,000 personer viste, at der er omkring én standardafvigelse forskel mellem den gennemsnitlige mands og kvindes interesser i jobs med hhv. ting og mennesker som indhold. Forskellen er markant og betyder, at godt 85% af mændene har en større interesse i jobs, der har med abstrakter og ting at gøre (fx fysikere og ingeniører) end den gennemsnitlige kvinde, der omvendt er mere interesseret i jobs, der har med mennesker at gøre (fx psykologer og sygeplejersker). Forskellene ses både på tværs af tid og sted. En omfattende undersøgelse af traditionelle samfund fandt i 1983, at i 121 ud af 122 samfund var våbenfremstilling næsten udelukkende noget mænd tog sig af – og i det sidste samfund hjalp kvinderne med. Omvendt, viste samme analyse, at i 158 af 201 samfund var madlavning næsten udelukkende kvindernes job – og i 38 hjalp mændene med. Der er mange lignende undersøgelser af data for spædbørn, børn, Ja, endda andre primater.

Det har vi vidst i årtier. Hvordan kan tidens kønsforskerne og konsulenter så fortsat komme til de stik modsatte konklusioner? Hvad får dem til at fortie veldokumenterede resultater af åbenlys relevans?

Hvis ikke de blot antager at forskellene slet ikke findes, så forklarer kønsforskere dem med kønsstereotyper, kultur og farvet legetøj. Men hvordan forklarer de så, at lignende forskelle ses på temmelig ensartet vis på tværs af 100vis af meget forskellige samfundsforhold og lande? Hvordan forklarer de, hvorfor vore nærtbeslægtede primater udviser lignende forskelle og at babyer, der ikke kender til kønsnormer, udviser samme udviklingsmønstre? Disse mønstre har en simpel evolutionær årsag.

Hvordan forklarer de, at lande der stræber efter ligestilling, udviser større kønsforskelle i interesser, værdier og intellektuelle evner, end samfund, der ikke gør? De største forskelle ses nemlig i feminisme-prægede nordeuropæiske lande som Danmark. De er også de rigeste, højest udviklede osv. Hvor ‘eksperterne’ vil udligne kønsforskelle i arbejdsroller som en negativ ting, viser empirien, at øget frihed til selv at vælge uddannelse og fag frigør mennesker til at vælge opgaver, der stemmer bedst overens med deres biologi, interesser, og intellekt og dermed optimerer produktiviteten. Denne valgfrihed har stor samfundsrelevans, givet, at manglende arbejdskraft i de kommende generationer er et af vores tids største problemer.

Deres todelte model bryder sammen, når en evolutionær biologisk forklaring opløser disse mysterier.

Det er derfor tiden til at gøre op med feministernes og moderne kønsforskeres udokumenterede ”Glasloft” og ”Rip-Rap-Rup” effekter og deres gentagne klager over dominante gamle, sure kvindehadende mænd.

Et opgør er nødvendigt, fordi den feministiske forklaringsmodel hviler mere på politisk korrekt ideologi og kønsdiskriminerende beskyldninger om individuel maskulin og systemisk agens, end på logisk sammenhæng og empirisk evidens, høstet via systematisk afprøvning af falsificerbare hypoteser.

Opgørets nødvendighed ses også derved, at modellen direkte skader bedre kvalificerede mænd. Et nyligt svensk studie fandt således, at blandt nyansatte professorer på svenske universiteter havde kvinderne et generelt ringere akademisk CV (resumé). Var diskrimination af kvinder reel, måtte man forvente, at de kvinder der blev ansat, havde mindst samme gode resuméer som mænds, ikke dårligere. Resultatet viser, at bedre mænd blev diskrimineret. Den usaglige favorisering af kvinder ses også i et stort amerikansk forsøg, hvor man vurderede indsendte resuméer under forskellige navne. Det viste sig, at resuméer med kvindenavne oftere fik en opfølgende indbydelse, selvom alt andet var lige.

Omfattende data taler således afgørende mod tidens fremherskende socialkonstruktivistiske misbrug af kønsforskningen, der bl.a. får læreanstalter og erhvervsfolk til at spilde tid og millioner på uproduktive ”skøre og hæmmende forestillinger”, der skader produktiviteten.

Ikke desto mindre bevilgede regeringen i juni mange penge til lukning af “faglige huller” og Vejen kommune har købt “faglige løft” af Løkkefonden for hundrede tusinder, ifølge Weekendavisen (7. August 2020).

Er der da ingen, der snart stopper dette misbrug af tid og penge?

Emil O. W. Kirkegaard