Jeg vil lige kort kommentere lidt på moderne ontologiske argumenter.

Her ses Plantinga’s seneste version:

1.That “some being is unsurpassably great” is logically possible.

2. Any being that is unsurpassably great is, in all possible worlds, omnipotent, omniscient and morally perfect.

C.Someone is omnipotent, omniscient and morally perfect.

Argumentet er pakket ind i en masse smarte ord. Præmis (1) lyder intuitivt fair, da det blot konstaterer at et væsen som er “unsurpassably great” er logisk muligt, i.e. ikke selvmodsigende. Bagefter siger præmis (2) at hvis et væsen er “unsurpassably great”, så er det i alle verdener. Og da at denne verden vi lever i, er den del af alle verdener, så findes dette “unsurpassably great” også i denne verden. Voila! Vi har bevist at gud findes.

Hvordan gik det til?

Argumentet virker således at man definerer gud som nødvendig (necessary), som i modallogik betyder at det er i alle verdener. Hvis man godtager denne definition, så er gud enten i alle verdener eller i ingen verdener; □G eller □¬G. Da □¬G er det samme som at G ikke er logisk mulig; ¬◊G og at vi allerede er blevet enige om at gud er mulig, så ved vi at □¬G er falsk. Derfor må □G være sand, gud findes altså.

Hvis man kender til modallogik er dette dog intet bortset fra et smart trick. Logisk set ser argumentet således ud:

  1. ◊□G
  2. ◊□p → □p [S5 axiom]
  3. □G
  4. pp [S5 axiom]
  5. G

Tricket ligger naturligvis i at hvis man gemmer det nødvendige væk i præmis (1), så lyder det mere acceptabelt, derfra pakker man præmisset ud vha. af en nødvendig definition af gud. Derfra har man fået det vi ser som præmis (1) her.

Min inspiration er disse to diskussioner på IIDB.org samt Dante’s excellente blog indlæg her.