Dette har med ontologi at gøre. Mindst en person har argumenteret således:

Hvis vi accepterer materialismen, så får man et problem. If. materialisme er der ingen sjæl eller anden ting som forbliver i den samme person konstant. I en materialistisk verden sker der konstant forandringer til en person, thi denne personlighed er et produkt af personens erfaringer og arv. Hvis materialisme var sand, så ville der ingen personlig kontinuitet være, der er ingen grund til at tro, at den person man var i går, for et år siden eller ved fødslen er den samme som man er i dag. Derfor er materialisme falsk.

Man må medgive at der er noget sandhed i argumentationen ovenover. Problemet er den metode det får en til at acceptere konklusionen–materialisme er falsk. Den starter med et pragmatisk gode, personlig kontinuitet, og viser at dette ikke er sandt givet materialisme. Muligheden for at personlig kontinuitet slet ikke er sandt, tages ikke i betragtning. Dette gode antages som noget man ikke kan undvære, selvom at man er nødt til at ofre sandheden for det. Denne argumentation ville være lige gyldig om materialisme var sandt eller ej. For den er ikke en argumentation for at materialisme er sand, det er en argumentation for ikke at acceptere materialisme.

Der er flere mulige materialistiske løsninger til problemet med personlig kontinuitet, de to mest åbenlyse er at finde en metode som jeg gjorde her1, eller at acceptere at personlig kontinuitet er en illusion.

1Identifikationsproblemet og dualisme, http://deleet.dk/2008/03/27/identifikationsproblemet-og-dualisme/