Af Emil Kirkegaard

Når man diskuterer så vil man af og til opleve, at selv efter en lang og god diskussion, så er man stadig uenige. Det er typisk på dette tidspunkt hvor man bliver enige om at være uenige, så at sige. Vi har alle et verdensbillede, et syn på verden. Hos de fleste mennesker er dette ikke gennemtænkt, og er bare kommet hen af vejen, ved en slags evolution.

Generelt set så er det sådan, at de første ting man fik at vide, er ens grundsten, ens byggesten, som alle andre ting skal tilpasses til at passe med. Dette er mest tydeligt ved religion, er man opdraget til at være en meget troende kristen, så er det sjældent at man giver slip på det. Hvad der kommer ind med ske, bliver inde.

Problemet med disse grundsten er, at de ikke er andet end almindelige sten, de er ikke specialdesignede til at ligge nederst. De blev heller ej valgt med omhyggelighed, men nærmere tilfældighed alt efter hvad man lige hørte først. Derfor er det intet under, at de heller ikke gør et særligt godt arbejde, som grundsten for ens verdensbillede.

Analogien er at alle ideer i vores verdensbillede er sten, og at disse sten hviler på nogle andre sten nedenunder, for at undgå en uendelighed af ideer, så må der være nogle grundsten, som ligger nederst. Disse grundsten kaldes aksiomer indenfor logikken og jeg vil benytte samme ord her.

Ord som “fornuftigt” og “rationelt” afhænger af hvilke aksiomer man har, for noget kan ikke siges at være rationelt alene, det kan kun være rationelt i forhold til noget andet, og ordene er derfor relative. Relative til vores aksiomer. Et sådant aksiom kunne være “logikkens tre love er sande”. Kan dette aksiom begrundes? Tvivlsomt, fordi at alle forsøg på at forklare noget vil benytte sig af logikkens love, og dermed vil man benytte sig af cirkulær logik (at antage sin konklusion). Dette er vigtigt at huske når man debatterer guds eksistens, fordi at religiøse har det med at smide gud derhen hvor den ikke den modbevises, fx ved at hævde at den er uden for logik – hvilket jo så betyder at den både kan findes og ikke findes på en gang. Selv de mest religiøse vil ikke acceptere dette, og må derfor forkaste deres forsvar.

Man har naturligvis flere aksiomer end logik. Det virker som en god ide, at man bør vælge aksiomer ud fra, hvad der forklarer mest fakta, dvs. forklarer flest kendsgerninger og observationer. Et sådant aksiom kunne være, “vores sanser er brugbare”. Her kunne man indvende, at det sagtens er muligt at snyde disse sanser, ved fx. illusioner, og at de derfor ikke altid er brugbare og hypotetisk set aldrig kunne være det – matrix effekten. Dette er forkert, man kommer til at forvirre hjernens tolkning af dataene for en sans, hvilket den ikke er. Sansedata kommer direkte fra en af de fem sanser, synssansen, lugtesansen, følesansen, smagesansen og høresansen.

Et andet aksiom som vi tog for givet før, er “verden findes”, da det sagtens kunne forestilles at verden ikke fandtes. Verden er her brugt med en anden definition, end normalt. Den normale definition er “alt der findes”, men her er der tale om verden eksklusiv en selv – verden udenfor sindet, den objektive verden, en verden der er uafhængig af personen der iagttager den. Forestillingen om at kun en selv findes kaldes solipsisme. Dette aksiom forklarer ikke særlig mange data i verden, den fortæller os bare, at det er fantasi, hvilket ingen forklaring er og hvor kom fantasien fra?

En forklaring er en opbrydning af data, til mindre dele, som udfolder sig i genkendelige mønstre. Af samme grund er der heller ingen forklaring at forklare biologiens diversitet med “gudgjordedet”, for vi har ikke splittet det op i mindre dele og vi har ikke fundet nogle mønstre.

Et tredje og meget vigtigt aksiom er kausalforbindelser – ideen om årsag og virkning. Uden det aksiom kunne man ikke blive klogere på noget som helst i naturen, da alle begivenheder ville være isolerede og ingenting havde med hinanden at gøre. Det er heller ej muligt at bevise, at alting har en årsag. Og hvis en begivenhed ingen årsag havde, så kunne vi stadig ikke vide det. Alligevel er man nødt til at antage dette, for at blive klogere på verden.