Abstrakt

I denne artikel identificerer jeg et overset problem i epistemologi. Problemet er essentielt, at der hersker uvished om hvornår at to argumenter er tilstrækkeligt forskellige til, at de begge kan ændre en doms begrundethed.

En skitsering af problemets essens

Jeg vil her identificere problemet gennem et eksempel.

Forestil dig, at du diskuterer med en anden person. I diskuterer om universet har en årsag. Lad os også sige, at du mener at det har en årsag. Du giver et kosmologisk argument for din overbevisning:

Argument 1

1. Alle ting har en årsag til deres eksistens.

2. Universet er en ting.

3. Ergo, universet har en årsag til sin eksistens. (fra 1, 2)

De lykkedes dig, at få din moddebattør til at acceptere argumentet og dermed også, at konklusionen er begrundet. Han giver dog nogle indvendinger mod (1), og konkluderer, at den begrundethed som argumentet giver videre til konklusionen ikke er tilstrækkelig stærk til, at man bør tro på konklusionen.

Du accepterer hans indvendinger og forsøger, at give en anden begrundelse for, at universet har en årsag. Lad os sige, at du giver dette argument:

Argument 2

1. Alt hvad der er begyndt at eksistere, har en årsag.

2. Universet er begyndt at eksistere.

3. Ergo, universet har en årsag. (fra 1, 2)

Igen lykkedes det dig gennem en diskussion, at få din moddebattør til at acceptere argumentet. Han giver igen nogle indvendinger mod (1) og du accepterer dem.

Spørgsmålet er nu. Er din påstand om, at universet har en årsag blevet mere begrundet efter, at du har fremlagt det andet argument?
En analyse af problemet

I dette afsnit vil jeg forsøge, at analysere problemet for at finde dets årsag.

Til spørgsmålet i forrige afsnit: Min intuition siger, at det er den ikke. Men hvorfor? Det er fordi, at argumenterne ovenover er “det samme” argument i en eller anden relevant forstand. Der menes ikke, at de er identiske, men nærmere, at de er tilstrækkelig analoge til, at de ikke kan begrunde en påstand yderligere.

Det er svært at sige, hvilken analogi der er tale om. Lad mig give et eksempel. Hvis det blot er argumenternes form, der gør dem tilstrækkeligt analoge til, at de ikke kan begrunde en påstand yderligere, så ville dette argument heller ikke give en yderligere begrundelse af konklusionen:

Argument 3

1. Alt hvad der er kontingent har en årsag.

2. Universet er kontingent.

3. Ergo, universet har en årsag. (fra 1, 2)

Min intuition kan ikke fortælle mig om dette argument yderligere kan begrunde konklusionen eller ej. Det har samme form som de to andre. Det er dog langt fra sikkert, at kun argumentets form skulle være nok til, at det ikke kan give nogen begrundelse. Det er let at tage et argument og give det et par forskellige former, hvor man stadig intuitivt vil mene, at det er det “samme argument”:

Argument 4

1. Hvis Jorden er flad, så er den ikke rund.
2. Jorden er flad.
3. Ergo, Jorden er ikke rund. (fra 1, 2)

Argument 5

1. Hvis Jorden er rund, så er den ikke flad.
2. Jorden er flad.
3. Ergo, Jorden er ikke rund. (fra 1, 2)

Her ses to argumenter som vi intuitivt vil sige er tilstrækkeligt analoge til, at konklusionen ikke bliver yderligere begrundet ved kontemplationen af det andet argument og vice versa.

Det er ikke slutningsmetoden der gør dem tilstrækkeligt analoge, for det første arguments slutning er Modus Ponens og det andet arguments slutning er Modus Tollens.
Måske er det fordi, at argumenterne har et identisk præmis, (2), eller måske er det fordi, at argumenternes “betingelsespræmisser”, (1), er tilstrækkeligt analoge.

Vi kan efterprøve det første forslag ved at se på nogle argumenter som har mindst et identisk præmis og en identisk konklusion:
Argument 6

1. Hvis Hanne er en kvinde, så er Hanne gammel.
2. Hanne er en kvinde.
3. Hanne er gammel. (fra 1, 2)

Argument 7
1. Hvis Hanne er en kvinde, så er Hanne voksen.
2. Hanne er en kvinde.
3. Ergo, Hanne er voksen. (fra 1, 2)
4. Hvis Hanne er voksen, så er Hanne en kvinde.
5. Hanne er en kvinde. (fra 3, 4)

Disse to argumenter har et identisk præmis, (2). Men er det nok til, at de ikke kan give en yderligere begrundelse? Jeg har ikke noget svar.

Vi kan efterprøve det andet forslag ved at lede efter analogier ved de to første præmisser i argumenterne 4 og 5. Vi kan her bemærke, at det er logisk ækvivalente:

Hvis Jorden er flad, så er den ikke rund ↔ Hvis Jorden er rund, så er den ikke flad. (kontraposition)

Vi kan nu give et bud på en af årsagerne til problemet:
Regel 1. To argumenter kan ikke give en yderligere begrundelse for en dom hvis, at argumenterne består udelukkende af de samme domme eller ækvivalente domme.

Det ser ud til at regel 1 løser noget af problemet, men jeg tvivler på den løser hele problemet. Til det vil jeg blot sige, at jeg håber at andre i fremtiden vil tage problemet op.